For Vejle Spildevand har Sawelco stået for en kompleks udskiftning og etablering af kørebanedæksler i en rundkørsel på Vejle Havn. Under rundkørslen ligger et ældre bygværk, som blandt andet giver adgang til installationer i forbindelse med spildevandssystemet.
Opgaven skulle gennemføres midt i et område med trafik fra biler, busser, cyklister og tog. Derfor var både planlægning, koordinering og en stram tidsplan afgørende for projektets gennemførelse.

Fire nætter til at løse opgaven
Arbejdet blev planlagt til uge 26 i 2023, hvor trafikbelastningen var lavest, og alt arbejde blev udført som natarbejde mellem kl. 18 og 06.
Opgaven omfattede udskiftning af et eksisterende planforsænket kørebanedæksel samt etablering af to nye adgangsdæksler. De nye dæksler skulle sikre adgang til det underjordiske bygværk og gøre det muligt senere at montere nye kontraklapper.

Første nat blev området gravet fri, de eksisterende konstruktioner lokaliseret, og der blev skåret og gjort klar til de nye åbninger. Efter kontrolmåling kunne montagen af de nye dæksler fortsætte den efterfølgende nat.
Hele opgaven skulle være afsluttet på fire nætter – inklusive retablering, asfaltering og efterfølgende afstribning. Arbejdet blev gennemført inden for tidsrammen og endda en smule foran den oprindelige tidsplan.
Grundig koordinering før arbejdet kunne begynde
En væsentlig del af opgaven lå i planlægningen før selve arbejdet. Sawelco stod blandt andet for gravetilladelser, skilteplaner og den nødvendige koordinering med de mange myndigheder og aktører, der kunne blive påvirket af arbejdet.
I tæt samarbejde med Vejle Spildevand blev arbejdet koordineret med blandt andre Vejle Kommune, Vejle Havn, Banedanmark, politi, brand og redning samt øvrige berørte parter.
Samtidig blev der koordineret med relevante entreprenører og specialister inden for blandt andet maskinarbejde og diamantskæring.
Det gjorde det muligt at gennemføre arbejdet sikkert og effektivt med mindst mulig påvirkning af trafikken og aktiviteterne omkring Vejle Havn.

Adgang til et bygværk fra 1940’erne
Under arbejdet blev det oprindelige underjordiske bygværk, som stammer fra 1940’erne, frilagt. De nye adgangsforhold gjorde det efterfølgende muligt at foretage præcise opmålinger til de kontraklapper, der skulle specialfremstilles til anlægget.
I forbindelse med opmålingen blev der desuden etableret mulighed for afspærring mod vandet fra Vejle Havn, så det videre arbejde i bygværket kunne gennemføres under kontrollerede forhold.
Projektet er et godt eksempel på en Sawelco-opgave, hvor selve montagen kun er én del af løsningen. Grundig planlægning, myndighedskoordinering, fleksibilitet og samarbejde mellem flere forskellige faggrupper var mindst lige så afgørende for, at arbejdet kunne gennemføres sikkert og til tiden.





















